Danmark og korstogene til det Hellige Land
Af
Janus Møller Jensen
Da pave Urban II prædikede det første korstog i efteråret 1095 begyndte hære fra hele Europa at drage mod det Hellige Land. Det foregik både spontant og efter en på forhånd aftalt plan. Heriblandt befandt sig mange danskere, der middelalderen igennem skulle deltage i korstogene både til det Hellige Land, og ikke mindst i korstogene, der blev ført mod hedningene i Baltikum - hvad enten de nu var svenskere, vendere eller estere. Korstogsideologien blev samtidigt fuldt integreret i den interne kamp om magten i Norden både mod andre riger, og internt i Danmark blev korstogsideologien brugt mod politiske modstandere. Her skal imidlertid præsenteres en kort oversigt over Danmark og korstogene til det Hellige Land.
Baggrund
Hvorfor Urban II kaldte til korstog i 1095 er stadig et meget omstridt spørgsmål. Helt konkret har der ligget en forespørgsel om hjælp fra den byzantinske kejser, der i årtierne forud havde mistet store landområder til de tyrkiske seldjukker. Stort set hele den byzantinske kontrol i Lilleasien var brudt sammen efter nederlaget ved Manzikert i 1071. Pave Gregor VII havde opfodret det kristne Europa i 1073 til at komme de kristne i øst til hjælp, men uden synderlig succes. I 1089 havde Robert af Flandern sendt 500 lejesoldater til hjælp for kejseren og 1000-tallet igennem havde skandinaver kæmpet i de byzantinske hære - bl.a. også ved Manzikert. Så der var ikke noget besynderligt i at reagere på et kald om hjælp fra øst. Meget tyder faktisk på, at det især var hjælpen til det byzantinske rige og befrielsen af de kristne kirker i øst, der lå bag Urban IIs kald i 1095. I hvert fald havde man ikke på forhånd taget stilling til hvad der skulle ske med kirkerne i de erobrede områder, der i begyndelsen uden tvivl blot var tænkt at skulle overdrages til den byzantinske kejser, selvom bl.a. Bohemond af Taranto - en af lederne af korstoget - formodentligt så det som en mulighed for at etablere et selvstændigt rige. Den byzantinske kejser svigtede imidlertid korsfarerne på et kritisk tidspunkt under belejringen af Antiochia i 1098 og lederne af korstoget følte sig ikke længere bundet af de løfter, de havde aflagt til ham. Nogle af dem begyndte herefter at grundlægge deres egne riger i de erobrede områder. Det var imidlertid de færreste korsfarere, der havde tænkt sig at slå sig ned i det fremmede, og langt størstedelen vendte hjem igen - endnu et eksempel på, at man ikke have tænkt sig på forhånd at etablere nye kristne riger i Mellemøsten. Der var alligevel sket noget afgørende nyt mellem Gregor VII og Urban II. Under stridighederne mellem tilhængere af henholdsvis kejseren og pavemagten i slutningen af 1000-tallet, havde den tanke vundet frem, at hvis man kæmpede for retfærdigheden og freden med de rigtige intentioner, kunne man blive frelst. Tanken var, at man ved at påtage at lide for Kristus, dvs. kæmpe Hans sag, ville de strabadser man frivilligt påtog sig kunne erstatte al anden pålagt bod. Med tiden udviklede denne forestilling sig til den mere klart definerede afladstanke, som protestantiske reformatorer med Martin Luther i spidsen i 1500-tallet skulle gøre op med. Han brød dog på ingen måde med forestillingen om, at man kunne blive martyr hvis man blev dræbt i Guds krig. Tværtimod! Hvis man kæmpede med de rigtige intentioner under den verdslige øvrighed i en retfærdig krig kunne man med et glad sind hugge løs i Guds navn, som han skriver. Så blev hånden og lansen Guds hånd og lanse - eller man fristes til at sige gesta Dei per lutheranos. Både Urban II og Luther sagde, at man ikke skulle deltage i denne krig for at vinde bytte eller ære, men som Luther tilføjede: Den der kæmper ydmygt og med de rigtige motiver vil naturligvis blive belønnet med begge dele. Det må man formode, at man også har kunnet forestille sig i middelalderen. Det betyder jo ikke, at man ikke samtidigt kunne havde et oprigtigt ønske om at frelse sin sjæl ved at udkæmpe Guds krig på det personlige plan, eller at man oprigtigt mente at kæmpe for sandheden og retfærdigheden samtidigt med, at man forfulgte magtpolitiske målsætninger. Også i middelalderen har man kunnet kæmpe for olie og menneskerettigheder samtidigt. Når vi første gang hører motiverne for deltagelse i korstoget beskrevet i en nordisk sammenhæng, er det da også ønsket om sjælens frelse, der står centralt, selvom andre motiver såsom at vinde bytte eller at blive rigt belønnet i kejserens tjeneste (mange nordiske korsfarere tjente i kejserens livgarde enten på vej til eller oftere på hjem fra korstog i 1100-tallet) også fremhæves. Pointen er, at de ikke udelukker hinanden.
De første korsfarere
Tanken om, at man kunne blive martyr ved at deltage i Guds krig var velkendt i Skandinavien før det første korstog. Ærkebiskop Adalbert af Hamborg-Bremen havde lovet Svend Estridssen (1042-1076), at han og hans krigere ville vinde mange martyrkroner i himlen til gengæld for deres kamp imod de hedenske vendere i Østersøområdet allerede i midten af 1000-tallet. Saxo fortæller, at Knud den Hellige (1080-86) havde kæmpet imod hedningene i Baltikum mere for at udbrede Kristendommen end for sin egen grådighed. Svend Estridssen indgik i et Europaomspændende netværk af fyrster, der var politisk forbundet gennem slægtskabs og venskabsbånd. Lederne af det første korstog kom primært fra disse netværk og det var et mønster, der gentog sig gennem hele 1100-tallet. Der var derfor ikke noget underligt i, at man i Danmark reagerede positivt på kaldet til det første korstog. Mindst to danske hære drog mod det Hellige Land efter 1095. Den ene var under ledelse af Erik Ejegods søn, Svend, der stod i spidsen for 1500 mand. Han var forlovet med Odo I af Burgunds datter, Florina, som fulgte med Svends hær. Begge blev imidlertid dræbt, da de faldt i baghold i Lilleasien i 1097. Den anden var under ledelse af en ikke navngivet bror til Erik Ejegod, der sammen med to bisper, som vi heller ikke med sikkerhed kan sige, hvem var, drog af sted i Godfred af Bouillons hær. Det blev senere i 1100-tallet husket, hvordan de havde kæmpet tappet under Godfreds banner sammen med flere andre nationer. I 1101 drog en ny stor hær mod det Hellige Land, men vi ved ikke om der var danskere med. Det er omtalt i de danske annaler, men i helt generelle vendinger. Derimod drog den danske konge Erik Ejegod på korstog til Jerusalem i 1103 sammen med sin hustru Bodil. De levede kysk under hele turen, hvad der understregede færdens hellige karakter i henhold til Saxo. Men ifølge Knytlinge saga kunne de heller ikke udstå hinanden. Hvad der sjældnere omtales er, at Erik Ejegods søn, Erik Emune, der blev konge 1134-37, ifølge Knytlinge også var med på korstoget. Det blev bemærket af den danske historieskriver Arild Huitfeldt omkring år 1600, men siden har man tilsyneladende ikke været opmærksom på det. Den islandske skjald Markús Skeggjason beskriver kort efter kongens død på Cypern, Erik Ejegods motiver for at deltage i det første korstog som et ønske om at frelse sin sjæl i et sprog, der er fuldstændigt parallelt til beskrivelserne af motiverne alle andre steder i Europa.
Danske korsfarere til Jerusalem i 1100-tallet
Adskillige kristne hære drog mod Jerusalem i årtierne efter det første korstog. Heriblandt flere fra Skandinavien. Eksempel ledte en norsk stormand en flåde mod Jerusalem o. år 1100 og i 1107 drog den norske konge Sigurd Jorsalafarer til det Hellige Land, hvor han deltog i erobringen af Sidon i 1110. Jarl Håkon af Orkney drog til det Hellige Land i begyndelsen af 1120erne og i 1150 sejlede en stor flåde under ledelse af Jarl Rognval Kali af Orkney og den norske stormand Erling Skakke med deltagelse af mange islændinge mod Jerusalem i kølvandet på et anden korstog. 1100-tallet igennem drog danskere på korstog og pilgrimsfærd - det kunne være svært og skelne og formodentligt har det også kunnet kombineres - til det Hellige Land. Danskerne var faktisk særligt egnede til at drage på korstog i 1100-tallet, først og fremmest af 3 grunde: Man havde "smækre lemmer, en ukuelig vilje og en inderlig, brændende tro". Desuden var danskerne naturligt hårdføre, fordi de kom fra det barske nord, som den anonyme forfatter af den engelske krønike om det tredje korstog Itinerarium Peregrinorum skrev om de danskere, der deltog i belejringen af Acre i 1189. De ankom til belejringen i spidsen for en meget stor flåde fra de "nordlige have", der var ledet i fællesskab af danskere og frisere. Flåden angives til at have bestået af 50 kogger og 12.000 mand, hvad der muligvis er noget overdrevet, men begge angivelser findes i andre kilder. Flere flåder sejlede ud fra nordtyske og engelske havne og stødte sammen ved Lissabon, hvor man bl.a. hjalp den portugisiske konge Sancho I med at erobre Silves, hovedfæstningen i Algarve, før man fortsatte til det Hellige Land. Det fortælles om den dansk ledede flåde: "Da de således var ankommet til Acre, slog de lejr på et sted mellem byen og tyrkerne og brugte deres uovervindelige styrke til fjendernes fordærv, ikke ved flere træfninger, men snarere i et uafbrudt slag! Deres ekstravagante mod og foragt for livet kastede dem ud i så mange angreb og prøvelse så ofte, at efter byen var blevet indtaget, var knap 100 af de oprindeligt 12.000 mand i stadig i live". Belejringen var en blodig og langtrukken affære, men stadig flere korsfarere dukkede op. Blandt andet en nevø - eller blot slægtning - til Knud VI (1182-1202) og flere danske stormænd med 400 mand. Det er ikke helt entydigt om dette kontingent er det samme som det, der blev omtalt tidligere som leder af flåden, men ud fra konteksten kan det tyde på, at der er tale om to forskellige grupper. Disse "svært bevæbnede og berømte" danske "fremtidige martyrer og troens bekendere" var ikke de eneste danskere, der deltog i det tredje korstog. I det lille skrift Historia de Profectione Danorum in Hierosolymam eller Beretning om danernes færd til det Hellige Land berettes om en fælles dansk-norsk flådes deltagelse i det tredje korstog. Ifølge fortællingen kom nyheden om Jerusalems fald til Danmark gennem pavelige legater, der ankom under festlighederne ved Knud VIs julehof i Odense 1187. Efter at Esbern Snare havde holdt en brandtale og opfordret tilhørerne til at komme deres forfædres bedrifter i hu, tog 15 mand korset, selvom kun fem endte med at drage afsted på fire skibe. De drog først til Norge, hvor de skulle mødes med det norske kontingent på 200 mand under ledelse af Ulf af Loufnes. I Nordsøen kom de ud for en voldsom storm, hvor et skib gik ned og flere mistede livet. Skibene blev efterladt i Frisland, hvorefter man forsatte over land. Man nåede først frem til det Hellige Land efter fredsslutningen i september 1192, hvorefter man besøgte de hellige steder og drog hjem ad forskellige veje. Dent tyske kejser Henrik VI ledede et korstog til Jerusalem i 1197, hvor der formodentligt også var danskere med. Henrik døde ganske vist inden han selv kunne drage af sted, men den store hær kæmpede ikke helt forgæves i det Hellige Land. Flere flåder fra det øvrige Skandinavien omtales også i sagaerne - især fra Norge for resten af 1100-tallet og det tidlige 1200-tal.
Danske korsfarere i 1200-tallet
Det var lige så almindeligt at tage på korstog i 1200-tallet som i 1100-tallet. Imidlertid begyndte man også at deltage uden selv at drage af sted på i hvert fald to måder, som blev introduceret i slutningen af 1100-tallet. For det første kunne man deltage ved at bidrage efter sin økonomiske formåen, hvad der primært tjente to formål: et militært og et religiøst. Man kunne få en bedre udrustet, professionel hær for penge og samtidigt kunne endnu flere mennesker end før få del i frelsen gennem korsaflad. Det var en almindelig post i 1200-tallets danske testamenter at indløse et aflagt korstogsløfte. Samtidigt ser man, at man også var opmærksom på de potentielle skattespekulationer, der lå i et korstogsløfte, fordi man var fritaget fra at betale skat, når man havde taget korset. I hvert fald måtte paven skride ind på kongens side mod sådanne spekulanter også i Danmark. For det andet deltog man samtidigt i det kontinuerlige spirituelle korstog, som var blevet sat i system fra tiden omkring det tredje korstog. Gennem bønner, messer og processioner i alle danske kirker og klostre blev korstoget støttet i resten af middelalderen. Det fortsatte efter Reformationen gennem særlige bededage og bod fra konge og kirke blev instrueret i at føre åndelig krig mod rigets fjender hvad enten det var pest, sygdom, uvejr, katolikker, tyrkere eller svenskere. Både mål og midler var det samme, og det er et af disse områder, hvor man overhovedet ikke ser et skift hen over Reformationen, selvom teologien vel nok ændredes en smule.
Tabet af det Hellige Land og fortsatte korstog
I 1291 faldt havnebyen Acre og det markerede det de kristne rigers endeligt i det Hellige Land. Men man kunne af gode grunde ikke i samtiden vide, at man ikke skulle vinde det tabte tilbage. Ved koncilet i Lyon i 1274, hvor man diskuterede det Hellige Lands alvorlige situation, havde paven bedt om skriftlige planer og udkast til hvad, der kunne gøres. Resultatet blev en særlig genre, hvor man i både store og små skrifter lagde planer for det Hellige Lands undsætning - og efter 1291 dets tilbageerobring. Disse tilbageerobringstraktater fortsatte med at blive produceret faktisk helt frem til 1600-tallet og blev brugt som baggrund for og propaganda under de politiske forhandlinger for at få et nyt korstog i stand. Særligt blomstrede produktionen i 1300-tallets første halvdel. Meget indflydelsesrigt blev Marino Sanudos Liber Secretorum fidelium Crucis, der indeholdt planer for at vinde det Hellige Land tilbage ved et stort fælles europæisk korstog, som Sanudo arbejdede hårdt på at få realiseret gennem stor rejseaktivitet og heftigt lobbyarbejde. Han fik udstyret planerne med en række kort over mellemøsten og Acres havneanlæg. Sanudos rejseaktivitet bragte ham også til Holsten for at prædike og propagandere for korstog. Der var en god grund til, at Sanudo rejste nordpå. Han forklarede nemlig, at folkene Danmark, Sverige og Norge ville være særligt velegnede til at tage på korstog, fordi rigerne bestod af halvøer og øer, der gjorde indbyggerne til stærke og modige søfolk. Der var andre, der havde øjnene åbne for de danske korstogskvaliteter. Peter I af Cypern rejste rundt i Europa i begyndelsen af 1360erne og forsøgte at få stablet en ny stor korstogshær på benene, der skulle hjælpe med at erobre han titulære kongerige Jerusalem tilbage - tilsyneladende benyttede han sig faktisk af Marino Sanudos opskrift på et vellykket korstog. I 1365 lykkedes det at erobre Alexandria, men det viste sig umuligt at holde byen, og man rejste hjem igen med rigt bytte. Hans kansler Philippe de Mézierès, der havde været i Danmark, skrev for eksempel i et længere panegyrisk værk, der samtidigt var en opfordring til nye korstog, at den store fiskeflåde, der hvert år fangede sild i Øresund, kunne bruges til at transportere den kristne verdens ridderskab til det Hellige Land - ja, halvdelen ville kunne gøre det. Så ville man med lethed vinde ikke blot det Hellige Land og Jerusalem tilbage, men også Damaskus og hele Syrien. Af den grund burde man også sende ambassadører til den danske konge, når korstoget skulle planlægges. Kong Valdemar Atterdag tog faktisk korset to gange i løbet af sin regeringsperiode (1340-1376). Første gang var i 1346, vistnok med henblik på at føre korstog i Østersøen, men han endte med at drage til Jerusalem på pilgrimsfærd. Anden gang er mere tvivlsom, men det skete formentligt i forbindelse med, at Philippe de Mézierès og Peter af Cyperns forsøg på at overtale Valdemar til at deltage i deres korstog for at vinde Jerusalem tilbage. Så det har været naturligt at vende sig mod Skandinavien. I en senere tekst af de Mézierès stilet til den engelske konge fra 1390erne indgår Danmark også naturligt som et af de riger, der skulle indgå i det internationale korstog. Det vides ikke, hvor mange danskere, der i 1300-tallet rent faktisk tog på korstog. Afløsningen af korstogsløftet forsvinder fra de danske testamenter i begyndelsen af 1300-tallet, men man har fortsat doneret penge til korstoget. Hvor mange ved vi ikke, men i hvert fald nok til, at det pavelige kammer sendte omkostningstunge opkrævningsekspeditioner til Norden. Den kirkelige korstogstiende er i hvert fald også blevet indsamlet - selv på Grønland, hvor indkomsten fra salget af hvalroser fanget i Diskobugten blev brugt til at finansiere korstog, der skulle vinde det Hellige Land tilbage. Ligeledes er det spirituelle korstog fortsat blevet udkæmpet i den danske kirke.
Korstog i 1400-tallet: Konstantinopels fald
Fra midten af 1300-tallet blev det mere og mere klart, at for at vinde det Hellige Land tilbage måtte man først overvinde de osmanniske tyrkere, der var i gang med at etablere et stort og stærkt imperium. I 1396 led en vældig kristen korstogshær, som man forestillede sig skulle erobre Jerusalem tilbage, nederlag til Sultan Bayezid I ved Nikopolis. Det gav ham rygstød til at forfølge sit dobbelte politiske mål at forene Anatolien under sit herredømme og erobre Konstantinopel. En række mindre korstog fra vest blev organiseret i årene 1397-1400, men i sidste ende blev Konstantinopel kun reddet, fordi den mongolske fyrste Timur Lenk besejrede og dræbte Bayezid i 1402 og efterfølgende kastede imperiet ud i en intern krig om magten blandt Bayezids sønner. Der var flere korstog i begyndelsen af 1400-tallet mod tyrkerne, men i Danmark var det primært korstogene mod de kætterske hussiter i Böhmen i 1420erne og 1430erne, der var politisk vigtige, fordi de hang nøje sammen med situationen i Slesvig. Erik af Pommern (1412-39) fandt dog tid til at rejse til Jerusalem i 1420erne. Men korstog blev fortsat prædiket og penge indsamlet i Danmark også i denne periode. I 1453 rystedes Europa af nyheden om Konstantinopels fald, og Christian I (1448-1481) skulle have sagt, at Mehmet Erobreren måtte være uhyret fra Apokalypsen og straks lovet at deltage i et korstog imod ham. I det hele taget blev korstogsplaner meget vigtige i den danske politik i anden halvdel af 1400-tallet - ikke mindst i konflikterne med Sverige. Ved at love at deltage i de internationale korstog, søgte man at vinde støtte til den førte politik i Norden. I 1450erne lovede Christian I således at stille med 200.000 mand til korstoget mod tyrkerne, hvis bare han kunne få hjælp til at besejre svenskerne. Tallet er selvfølgeligt overdrevet, men når man ser på den samtidige humanistiske korstogsdiskurs og planlægningen af korstog på højeste politiske niveau, er det et tal, der går igen. Løftet skal altså tages meget mere politisk alvorligt end man generelt har været villig til. I 1471 fremlagde Christian I på rigsdagen i Regensburg en storstilet plan for et korstog mod tyrkerne. Planen gik ud på, at føre en hær på 10.000 mand til hest og til fods på en venetiansk flåde, der skulle angribe tyrkerne i ryggen, mens de var i gang med felttog på Balkan. Christian skulle selv lede en stærk hær ad landvejen gennem Rusland ned mod Jerusalem, forstærket med tropper fra England, Skotland og Brandenburg. Han håbede med denne plan at fuldbyrde en af den Hellige Birgittas åbenbaringer, at den Hellige Grav igen skulle komme på kristne hænder, og at det skulle ske under en kejser ved navn Frederik - og netop nu sad Frederik III på kejsertronen. Desværre led Christian nederlag til svenskerne 1471 og planen blev ikke realiseret. Krige med Sverige, Lybæk og andre forhindrede kong Hans (1481-1513) i at deltage i korstoget mod tyrkerne, som han skrev til paven i 1507 - selvom han havde givet sit tilsagn til at deltage på korstogskongressen i Mantua i 1490 - men det forhindrede ikke paverne i gentagne gange at forsøge at sikre fred i Nordeuropa gennem udsendelse af legater og breve, netop på baggrund af korstoget mod tyrkerne. I Januar 1513 skrev paven til biskoppen i Roskilde, Lauge Urne, som opfølgning på tidligere breve og legationer til kong Hans. Paven skrev, at han var glad for at høre om fredsforhandlingerne mellem Danmark og Sverige, så man nu ville stoppe udgydelsen af kristent blod, og i stedet vende våbnene mod Tyrken og forhåbentligt i sidste ende vinde Jerusalem tilbage. Også kejser Maximillian I skrev til Hans i 1513 og forestillede sig Hans som lederen af et stort international korstog mod tyrken. Desværre døde Hans samme år efter et fald fra en hest. I 1518 gav Christian II (1513-23) sit tilsagn til at deltage i den storstilede korstogsplan, som efter flere års forhandlinger blev offentliggjort i Rom. Fortsatte problemer med svenskerne forhindrede dog Christian i at deltage og afbrød også et planlagt korstog til Grønland i absolut sidste øjeblik, da han i 1523 måtte flygte fra Danmark. Den politiske situation både i Europa og i Norden forhindrede at danske konger aktivt deltog i korstogene mod tyrkerne, men mange andre danskere gjorde. Der blev samlet store summer ind til korstoget, hvad der er et vidnesbyrd om fortsat folkelig opbakning til projektet. Den korstogsliturgi, der efter Konstantinopels fald blev ændret, så den bedre kunne bruges mod tyrkerne, blev også brugt i Skandinavien. Der blev bl.a. indstiftet klokkeringning i alle landets kirker med henblik på at erindre om tyrkernes angreb og få menighederne til at støtte korstoget gennem forbøn og fromme gerninger. De bevarede afladsbreve viser, at korstoget blev støttet på alle niveauer af samfundet. Det var lægfolk og gejstlige, rige og fattige, mænd, kvinder og børn. Og så synes danske nonner at have udvist en særligt interesse for korstoget, både ved rige donationer og ved forbøn. Flere drog også af sted. F.eks. de mange tusinde, der havde taget korset i Skandinavien og de Nordtyske byer i 1460erne i forbindelse med pave Pius IIs korstog, der blev afbrudt af pavens død i Ancona i 1464. En af lederne af korstogshæren, der på mirakuløs vis slog tyrkerne under belejringen af Beograd i 1456, var en dansker, der hed Henning. Pilgrimme fortsatte med at drage til det Hellige Land gennem hele 1400 og 1500-tallet. Nogle må være blevet taget til fange eller søgt deres held i det fremmede. Eksempelvis mødte den tyske pilgrim Arnald von Harff (1471-1505) to mamlukker i Cairo - den ene var fra Basel og hed Konrad, den anden var født i Danmark.
Korstog efter Reformationen
Om man vil tale om korstog efter Reformationen er lidt en smagssag - eller definitionssag. Luther vendte sig mod paven og afladet, men holdt som sagt fast i en række essentielle træk ved det middelalderlige korstog såsom forestillingen om, at man kunne blive martyr i Guds krig; at det bedste middel til at overvinde tyrken var det spirituelle korstog etc. Der er imidlertid ingen tvivl om, at man i løbet af 1500-tallet opdyrkede Danmarks korstogsfortid, som et eksempel på danskernes kamp for troen igennem tiden. Anders Sørensen Vedel skrev i 1584 et forord til Robert af Reims korstogskrønike fra begyndelsen af 1100-tallet, som han påtænkte at udgive. Her opfordrede han blandt andet til, at man (her tænkte han især på adelsmanden Erik Lange, som værket var dedikeret til, men mente uden tvivl unge protestantiske adelsmænd generelt) skulle følge de kristne ridderes eksempel, der vandt sig martyriets palmer i det Hellige Land under det første korstog. Her var et særligt godt eksempel i den danske prins Svend, hvis historie genopdagedes på dette tidspunkt, fordi den på dramatisk vis blev genfortalt i en af tidens store litterære succeser Torquato Tassos digt Gierusalemme liberata. Man argumenterede, at en række nationale symboler, såsom Dannebrog, det hvide heraldiske kors i det danske rigsvåben, og de ridderlige ordner Dannebrogsordenen og Elefantordenen havde alle deres oprindelse i dansk deltagelse i korstogene. Det var et led i kong Christian IVs (1588-1648) bestræbelser på at fremstille Danmark som et rige, der havde en lang og glorværdig fortid som forkæmper for den sande tro. Den franske diplomat og historiker Jaques Bongars synes at være enig, da han i forordet til sin 1611 udgave af en række af de centrale korstogskrøniker placerede Danmark sammen med Frankrig, England og Tyskland som en af alle tiders førende korstogsnationer. Der var også mange danske adelige, der drog ud for at kæmpe mod tyrkerne efter Reformationen enten i tjeneste hos kejseren, i Venedig eller de kæmpede i Johanniterordenens rækker. Mange drog også på pilgrimsfærd til Jerusalem og blev slået til riddere af den Hellige Grav. En praksis, der først syntes at ophøre i 1600-tallet. Fra 1590erne har vi et par sager, hvor danske adelsmænd bliver benådet for forbrydelser begået mod kongen i Danmark, mod at de drog ud for at kæmpe imod Tyrken. Det kunne siges at være fuldbyrdelsen af Luthers sekularisering af det katolske korsaflad.
Korstogenes afslutning
Hvornår ophørte korstogene så? Ja, det er ikke let at sige, men der synes at ske et skift i løbet af 1600-tallet i måden at legitimere krig på, hvor religion alene ikke længere anerkendtes som gyldig krigsgrund. I 1700-tallet brød oplysningsfilosofferne med tanken om korstog. Det er imidlertid ikke helt så nemt, som det lyder, for det betød jo ikke at man holdt op med at føre krig. Nu slog man i stedet ihjel i humanismens, fornuftens, oplysningens og civilisationens navn. Tankemønstret forblev det samme. Og hvis de mange tusinde frivillige, der drog i kamp mod tyrkerne i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet, også skal betragtes som korsfarere - som nogle mener - så var der også flere danskere blandt dem, eksempelvis Lyder Montaigne de Fasting, der meldte sig til venetiansk tjeneste i 1715. Bønnebøgerne i 1600-tallet indeholdt fortsat de mange bønner imod tyrken, og da tyrken stod ved Wiens mure igen i 1683, blev de officielt fremsagt i hvert fald i de svenske kirker. Først i 1700-tallet ændrede de karakter og blev mere generelle bønner om beskyttelse, men de var stadig bønner imod tyrken. Luthers salmer mod tyrken og paven findes stadig i den danske salmebog - nu dog med en modificeret tekst. Den moderne korstogshistoriografi, dvs. hvor man behandler korstogene som et historisk fænomen begyndte imidlertid i 1600-tallet, men egentligt som en diskussion af det legitime i korstogene til det Hellige Land i perioden 1095-1291, blandt andet ud fra den begyndende internationale ret, hvis præmisser blev udstukket af eksempelvis den hollandske jurist Hugo Grotius. I 1700-tallet oplevede man en interesse i korstogenes historie i Danmark, der kulminerede i 1800-tallets første halvdel. Her så man dansk korstogsdeltagelse som et udtryk for national stolthed, men også som det tidspunkt, hvor korstogene i bedste humanistiske og kosmopolitiske ånd åbnede verden op for Danmark, og hvor man mødte andre folkeslag, som man lærte en masse af. Det ændrede sig brat i 1864, hvor Danmark blev et lille land. Herefter har korstogene generelt været i periferien af den historiske interesse og er i bedste fald (med ganske få undtagelser) blevet opfattet som skalkeskjul for andre økonomiske og politiske motiver. Historikere fokuserede på det nationale, sjældent kiggede de ud over det nu meget reducerede Danmarks grænser. Kombineret med en stærk antimilitaristisk holdning fik de skrevet korstogene ud af Danmarkshistorien, hvor man tidligere ellers havde haft en rolle som en af verdens førende korstogsnationer. Det billede er nu ved at ændre sig i kraft af de sidste årtis danske korstogsforskning, der desuden har markeret sig stærkt internationalt ved et væsentligt bidrag til opfattelsen af korstogenes historie generelt. Den har understreget korstogenes betydning i Danmark ikke bare i middelalderen i men helt frem i den tidligt moderne periode, som det er forsøgt skitseret i nærværende artikel.
Litteratur
Housley, Norman, The Later Crusades, 1274-1580. From Lyons to Alcazar, Oxford 1992
Housley, Norman, Religious Warfare in Europe 1400-1536, Oxford 2002
Jensen, Janus Møller, "Christian IV og korstogene", Siden Saxo, 21/1 (2004), 5-13
Jensen, Janus Møller, Denmark and the Crusades, 1400-1650, The Nothern World 30, Leiden 2007
Jensen, Kurt Villads, "Korstogstanken i dansk senmiddelalder", i Per Ingesman & Bjørn Poulsen (red), Danmark og Europa i senmiddelalderen, Århus 2000, s. 39-63
Møller Jensen, Janus, "Danmark og den hellige krig. En undersøgelse af korstogsbevægelsens indflydelse på Danmark, ca. 1070-1169", Historisk Tidsskrift, 100 (2000), 285-328
Riant, Paul, Skandinavernes Korstog og Andagtsreiser til Palæstina (1000-1350), København 1868
Riley-Smith, Jonathan, The Crusades. A History, 2. udg., New Haven 2005
© Janus Møller Jensen
